Lad mig lige slå det fast med det samme; Jeg er en stor fan af science fiction-serien og kultfænomenet X-files og har den som box-sæt. Den havde premiere i ’93 og stoppede først ni år senere.

Det blev også til to film: “The X Files” i 1998 og siden hen “X Files – I want to believe”. Efter næsten 15 års fravær genopstår X-files nu i en seks afsnit lang 10’ende sæson.

Og jeg har her til morgen netop set sidste afsnit.

X-files 2016

I grunden ville jeg ønske jeg kunne skrive den nye sæson er alt det de gamle også var.

For det gamle X-files var spækket af kampen mod den onde, mørke skyggeregering i regeringen. Man vekslede mellem overnaturlige mysterier, uforklarlige hændelser, udenjordiske væsner og mistilliden til de etablerede myndigheder, der var seriens røde tråd. Det var spændende og til tider uhyggeligt, ja skræmmende, men manuskriptforfatterne lod til altid at skabe en intens stemning i hvert afsnit.

Halvvejs overvejede jeg faktisk helt at droppe det nye X-files.

En akavet parodi

Historierne virker tynde og uelegante, karakterer bliver præsenteret i en fart og enkelte plots er virkelig for langt ude. Det er som om der ikke givet tid til at lade årsager eller oplevelser synke ind. Der er ingen atmosfære som før og scenerne er ét stort tempofyldt rod, der skal overstås på tre kvarter.

På sin vis savner jeg også noget af den dynamik, der var mellem Mulder og Scully. Før var han den troende og hun havde (næsten) altid havde en rationel forklaring på lager. Nu er han derimod skeptikeren, hun er mere åben for utraditionel videnskab og plottet overkompenserer nærmest i hver enkelt afsnit.

For at skulle blive lige så legendarisk som de forrige ni sæsoner, mener jeg X-files bør blive mere afslappet. Showet trænger især til en indsprøjtning af dyb mystik og spænding, som Chris Carter altid var i stand til at levere.

Selv om sidste afsnit er af det bedre, er det ikke helt nok. På en skala fra 1 til 5, med fem som det bedste, synes jeg sæson 10 lander på et lunkent 3-tal.