Thomas Jørgen Jacobsen

Tag: xt0m (page 1 of 78)

Derfor skal jeg ha’ AMD Ryzen 3000

For første gang i et årti er den amerikanske producent af processorer, AMD, endelig tilbage med deres 3000-serie , der på ydelse kan give ærkerivalen Intel kamp til stregen! Vi skal helt tilbage til Athlon 64 og FX i 2009, før vi har set resultater der ligger så tætte.

Jeg havde selv en Athlon 64 dengang – og FX i en kort periode – og har siden helt afskrevet AMD, som noget der nogensinde kunne true Intels føring.

Håbet har dog levet i bedste velgående, fordi Intel har brugt deres førende position på markedet til at skrue priserne i vejret. For hvem skulle kunne udfordre dem? Der var ingen andre end AMD.

Med AMD Ryzen 3000 ser billedet nu noget anderledes ud:

(Kilde: LinusTechTips/LMG)

Intels Core i9-9900K har stadig den gule førertrøje på, når det drejer sig om ren gaming. Men som grafen også viser, er AMD Ryzen 3000 altså – i kraft af sine flere kerner og tråde – den bedste all-rounder.

Allerede nu har det fået Intel til at snakke om en prisreducering på 15% på deres sortiment. Spørgsmålet er om det er nok.

Visse undersøgelser – af bl.a. Linus Sebastian og Roman Hartung – viser, at hvis AMD får optimeret deres CCX-kerneinstruktioner noget bedre, vil AMD Ryzen 3000 kunne hive en bedre gamingydelse hjem end hvad den præsterer her omkring lanceringen.

I mellemtiden kan vi i Danmark forvente os nogenlunde disse priser:

Personligt bliver det for mig enten en 3900X eller 3950X. Jeg gamer en del, men bruger lige så meget tid i store regneark og videoredigering.

Læg dertil, at jeg også vælger at købe AMD Ryzen 3000 for at støtte op om en konkurrent til Intel, så de ikke kan blive ved med at dominere markedet og presse priserne kunstigt op 😉

X-files vender overraskende tilbage

Lad mig lige slå det fast med det samme; Jeg er en stor fan af science fiction-serien og kultfænomenet X-files og har den som box-sæt. Den havde premiere i ’93 og stoppede først ni år senere.

Det blev også til to film: “The X Files” i 1998 og siden hen “X Files – I want to believe”. Efter næsten 15 års fravær genopstår X-files nu i en seks afsnit lang 10’ende sæson.

Og jeg har her til morgen netop set sidste afsnit.

X-files 2016

I grunden ville jeg ønske jeg kunne skrive den nye sæson er alt det de gamle også var.

For det gamle X-files var spækket af kampen mod den onde, mørke skyggeregering i regeringen. Man vekslede mellem overnaturlige mysterier, uforklarlige hændelser, udenjordiske væsner og mistilliden til de etablerede myndigheder, der var seriens røde tråd. Det var spændende og til tider uhyggeligt, ja skræmmende, men manuskriptforfatterne lod til altid at skabe en intens stemning i hvert afsnit.

Halvvejs overvejede jeg faktisk helt at droppe det nye X-files.

En akavet parodi

Historierne virker tynde og uelegante, karakterer bliver præsenteret i en fart og enkelte plots er virkelig for langt ude. Det er som om der ikke givet tid til at lade årsager eller oplevelser synke ind. Der er ingen atmosfære som før og scenerne er ét stort tempofyldt rod, der skal overstås på tre kvarter.

På sin vis savner jeg også noget af den dynamik, der var mellem Mulder og Scully. Før var han den troende og hun havde (næsten) altid havde en rationel forklaring på lager. Nu er han derimod skeptikeren, hun er mere åben for utraditionel videnskab og plottet overkompenserer nærmest i hver enkelt afsnit.

For at skulle blive lige så legendarisk som de forrige ni sæsoner, mener jeg X-files bør blive mere afslappet. Showet trænger især til en indsprøjtning af dyb mystik og spænding, som Chris Carter altid var i stand til at levere.

Selv om sidste afsnit er af det bedre, er det ikke helt nok. På en skala fra 1 til 5, med fem som det bedste, synes jeg sæson 10 lander på et lunkent 3-tal.

Olderposts

Copyright © 2019 Thomas Jørgen Jacobsen

Theme by Anders NorenUp ↑